Opdateret d. 02.06.24
Avlsmetoder
Der har været en nogle spørgsmål omkring fordelene ved at benytte sig af linjeavl, derfor vil jeg prøve at redegøre, hvad de specifikke avlsmetoder kan bruges til, og hvordan man bedst benytter disse værktøjer.
Hvilken avlsmetoder findes der?
Linjeavl og udavl er de 2 anvendte avlsmetoder, som bruges hos rotteopdrættere og i laboratorier.
Man bruger i avl noget, der kaldes Coefficient of Inbreeding (CoI%); et tal, der måler, hvor indavlet et individ er. Rotter tolerer en ekstremt høj CoI%, og i laboratorier ses op til 100% for visse linjer. Disse bruges naturligvis i eksperimenter, hvor dette giver mening for undersøgelsen. En CoI på 100% sikre at laboratorierne for får pålidelige og brugbare resultater, da rotterne er genetisk identiske, men dette er naturligvis ikke det ultimative mål med et tamrotte opdræt, da vi også prioriterer genetisk diversitet.
Hos Igloo Rats inddeles avlsmetoderne således:
Linjeavl
Linjeavl er et værdifuldt værktøj, der i de rette hænder er med til at skabe sande linjer, som har et ensartet temperament, helbred og udseende. På den måde kan en kvalificeret opdrætter bevare de gode egenskaber i en linje.
I ukvalificeret hænder risikerer man, at forstærke uønskede gener og dermed nedsætter kvaliteten af linjen igennem dårlige selektioner.
Linjeavl er den mest udbredte avlsmetode globalt, og er et værktøj på lige fod med udavl. Linjeavl, når det foretages af en kvalificeret og kompetent opdrætter, bærer ofte færre risici end udavl, da man har et grundigt kendskab til sin linje og de gener der eksisterer deri, og dermed med større nøjagtighed kan forudsige kvaliteten af rotter, som produceres i sine kuld.
Linjavle afsløre skjulte helbreds- eller temperamentsmæssige, hvis gener allerede findes i linjen. Det er essentielt for en opdrætter at opdage eventuelle problemer tidligt i et projekt, da man bør have et dybdegående kendskab til sine linjer og deres mulige problemer, inden man investerer sin tid, sine penge og sit ry på en linje, som ikke lever op til ens ønskede standard. Nogle problemer er mulige at eliminere fra en linje, hvis man er kvalificeret til at korrigere problemet igennem de korrekte selektioner.
Desværre kan recessive gener florere i en linje uden opdrætterens viden, men med linjeavl minimere man risikoen for at videreføre en linje, som bære en recessiv sygdom/fejl.
Opsummering af linjeavl:
Udavl
Udavl er et nyttigt værktøj, der kan bruges både positivt og negativt, på samme måde som linjeavl. I de rette hænder kan udavl tilføre mange gode og nyttige egenskaber til en etableret linje. I de forkerte hænder kan det resultere i rotter af lav kvalitet, fordi der ikke er selektivt avlet for at sikre videreførelsen af de gode gener.
Udavl er den eneste måde at introducere nye gener til en eksisterende linje. Disse gener kan være både recessive og dominante, og påvirker ikke kun farve/varianten, men også andre aspekter af rotternes væsen, såsom temperament, helbred og adfærd. Enhver udavl resulterer i introduktionen af mange nye gener, der ikke kan ses med det blotte øje eller som nu skjules i linjen i de kommende generationer. Derfor bør udavl planlægges meget omhyggeligt, og kun udføres af en kvalificeret opdrætter.
Opsummering af udavl:
Rotter med ukendt baggrund
Udavl med en rotte af ukendt baggrund indebærer en vis risiko, som jeg gerne vil diskutere lidt, da det er muligt, at en opdrætter ønsker at bruge en rotte, hvis historik ikke kendes.
Ved denne form for udavl anbefales det altid, at mindst én rotte har kendt baggrund for at sikre, at man har en baseline for standarden af temperament, sygdomme, levetid og gener.
Personligt, mener jeg at "kendt baggrund" betyder, at man som minimum har fuldt kendskab til begge forældres søskende, bedsteforældrene og deres søskende, altså et fyldestgørende kendskab til alle rotter i de sidste 2 generationer, ikke kun dem på tavlen.
Selv når man kender den ene forælders side, så er der stadig mange risici ved at krydse en rotte med ukendt baggrund. Noget, der ikke kan ses med det blotte øje, er, hvordan sådan en udavl påvirker det langsigtede helbred. Helbredet spiller en stor rolle i rottens levetid og trivsel, samt de omkostninger, der vil være forbundet med rotten. En rotte med dårligt helbred kan være en økonomisk belastning for ejeren, og rottens livskvalitet og levetid kan væsentligt forringes.
Det genetiske temperament spiller også en vigtig rolle i rottens trivsel og egnethed som kæledyr. Derfor er det vigtigt, at man som opdrætter er i stand til at vurdere kvaliteten af rotten fra en ganske ung alder. Rotter, der har været sky, angst eller defensive, men som er vokset op til at være velfungerende tamrotter, bør ikke godkendes til avl, da det genetiske temperament ikke har været stabilt gennem hele livet.
Som opdrætter har man et direkte ansvar for alle de rotter, man bringer til verden. Produceres unger af lav kvalitet, eller endnu værre sælges unger af lav kvalitet, så er man direkte ansvarlig. Det er en byrde man som opdrætteren bærer, og et ansvar, der bør tages alvorligt.
Hvis du ønsker yderligere information om linjeavl og udavl, kan du læse mere om emnet her.
Linjeavl og udavl er de 2 anvendte avlsmetoder, som bruges hos rotteopdrættere og i laboratorier.
Man bruger i avl noget, der kaldes Coefficient of Inbreeding (CoI%); et tal, der måler, hvor indavlet et individ er. Rotter tolerer en ekstremt høj CoI%, og i laboratorier ses op til 100% for visse linjer. Disse bruges naturligvis i eksperimenter, hvor dette giver mening for undersøgelsen. En CoI på 100% sikre at laboratorierne for får pålidelige og brugbare resultater, da rotterne er genetisk identiske, men dette er naturligvis ikke det ultimative mål med et tamrotte opdræt, da vi også prioriterer genetisk diversitet.
Hos Igloo Rats inddeles avlsmetoderne således:
- Udavl: Når kuldet deler under 5% identisk DNA.
- Linjeavl: Når kuldet deler mellem 6-100% identisk DNA.
Linjeavl
Linjeavl er et værdifuldt værktøj, der i de rette hænder er med til at skabe sande linjer, som har et ensartet temperament, helbred og udseende. På den måde kan en kvalificeret opdrætter bevare de gode egenskaber i en linje.
I ukvalificeret hænder risikerer man, at forstærke uønskede gener og dermed nedsætter kvaliteten af linjen igennem dårlige selektioner.
Linjeavl er den mest udbredte avlsmetode globalt, og er et værktøj på lige fod med udavl. Linjeavl, når det foretages af en kvalificeret og kompetent opdrætter, bærer ofte færre risici end udavl, da man har et grundigt kendskab til sin linje og de gener der eksisterer deri, og dermed med større nøjagtighed kan forudsige kvaliteten af rotter, som produceres i sine kuld.
Linjavle afsløre skjulte helbreds- eller temperamentsmæssige, hvis gener allerede findes i linjen. Det er essentielt for en opdrætter at opdage eventuelle problemer tidligt i et projekt, da man bør have et dybdegående kendskab til sine linjer og deres mulige problemer, inden man investerer sin tid, sine penge og sit ry på en linje, som ikke lever op til ens ønskede standard. Nogle problemer er mulige at eliminere fra en linje, hvis man er kvalificeret til at korrigere problemet igennem de korrekte selektioner.
Desværre kan recessive gener florere i en linje uden opdrætterens viden, men med linjeavl minimere man risikoen for at videreføre en linje, som bære en recessiv sygdom/fejl.
Opsummering af linjeavl:
- Når kuldet deler mellem 6-100% identisk DNA.
- Afkom udgør en linje, der er mere homogen i udtrykket.
- Linjeavl udtrykker kun de gener, der allerede findes i linjen.
- For at etablere en linje skal man anvende linjeavl, deraf navnet linje.
Udavl
Udavl er et nyttigt værktøj, der kan bruges både positivt og negativt, på samme måde som linjeavl. I de rette hænder kan udavl tilføre mange gode og nyttige egenskaber til en etableret linje. I de forkerte hænder kan det resultere i rotter af lav kvalitet, fordi der ikke er selektivt avlet for at sikre videreførelsen af de gode gener.
Udavl er den eneste måde at introducere nye gener til en eksisterende linje. Disse gener kan være både recessive og dominante, og påvirker ikke kun farve/varianten, men også andre aspekter af rotternes væsen, såsom temperament, helbred og adfærd. Enhver udavl resulterer i introduktionen af mange nye gener, der ikke kan ses med det blotte øje eller som nu skjules i linjen i de kommende generationer. Derfor bør udavl planlægges meget omhyggeligt, og kun udføres af en kvalificeret opdrætter.
Opsummering af udavl:
- Når kuldet deler under 5% identisk DNA.
- Udavl skaber ikke sande linjer, men derimod 1. generation af en potentiel ny linje.
- Hver udavl starter fundamentet for en ny linje, også selvom en eller begge forældre kommer fra etablerede linjer, da de deler 0% genetisk materiale.
- Udavl kan introducere både ønskede og uønskede gener i din linje. Ikke alle "gode gener" er kompatible med hinanden, og derfor kan man se en tilbagegang i kvaliteten af sine rotter, selv hvis to forældre udadtil virker gode.
Rotter med ukendt baggrund
Udavl med en rotte af ukendt baggrund indebærer en vis risiko, som jeg gerne vil diskutere lidt, da det er muligt, at en opdrætter ønsker at bruge en rotte, hvis historik ikke kendes.
Ved denne form for udavl anbefales det altid, at mindst én rotte har kendt baggrund for at sikre, at man har en baseline for standarden af temperament, sygdomme, levetid og gener.
Personligt, mener jeg at "kendt baggrund" betyder, at man som minimum har fuldt kendskab til begge forældres søskende, bedsteforældrene og deres søskende, altså et fyldestgørende kendskab til alle rotter i de sidste 2 generationer, ikke kun dem på tavlen.
Selv når man kender den ene forælders side, så er der stadig mange risici ved at krydse en rotte med ukendt baggrund. Noget, der ikke kan ses med det blotte øje, er, hvordan sådan en udavl påvirker det langsigtede helbred. Helbredet spiller en stor rolle i rottens levetid og trivsel, samt de omkostninger, der vil være forbundet med rotten. En rotte med dårligt helbred kan være en økonomisk belastning for ejeren, og rottens livskvalitet og levetid kan væsentligt forringes.
Det genetiske temperament spiller også en vigtig rolle i rottens trivsel og egnethed som kæledyr. Derfor er det vigtigt, at man som opdrætter er i stand til at vurdere kvaliteten af rotten fra en ganske ung alder. Rotter, der har været sky, angst eller defensive, men som er vokset op til at være velfungerende tamrotter, bør ikke godkendes til avl, da det genetiske temperament ikke har været stabilt gennem hele livet.
Som opdrætter har man et direkte ansvar for alle de rotter, man bringer til verden. Produceres unger af lav kvalitet, eller endnu værre sælges unger af lav kvalitet, så er man direkte ansvarlig. Det er en byrde man som opdrætteren bærer, og et ansvar, der bør tages alvorligt.
Hvis du ønsker yderligere information om linjeavl og udavl, kan du læse mere om emnet her.